I torsdags læste jeg topdiplomaten og medforfatter af Menneskerettighederne, Stéphane Hessels "Gør Oprør", og i lørdags var jeg til min første demonstration. Til ære for opfindelsen af ejendomsretten.
Demonstrationen var den mediedækkede af slagsen, ude på Holmen i København, hvor en gruppe unge forsøgte at gøre bygningen, Søminen, til et fristed. Jeg deltog ikke i ulovlighederne, skal understreges med det samme, men observerede hændelserne sammen med den horde af sultne journalister og fotografer der havde fundet derud.
Jeg observerede ikke demonstrationen for at være almindelig ideologisk, men for at udtænke nye økonomiske teorier om ejerskab og velvære, og det lyder måske i nogles ører flippet nok i sig selv.
Sagen er den, at der skal udvikles nye økonomiske modeller for at skabe velfærd, sameksistens og vækst i vores samfund af statens institutioner og landets virksomheder. Og selvom det nok ikke var det, de færreste demonstranter i mørkt tøj og hanekam, tænkte på, var det ikke desto mindre det, jeg gik og tænkte på, under demonstrationen. Jeg var nok også den eneste derude i farvestrålende trøje og Prada-sko.
I Hessels bog står der til allersidst med store bogstaver
AT SKABE ER AT GØRE MODSTAND.
AT GØRE MODSTAND ER AT SKABE.
Hvad var det så jeg, en pæn, ung mand med egen virksomhed, gjorde oprør mod ved at være ude på Holmen? Jeg gjorde oprør med vores måde at effektuere ejendomsretten på i Danmark; en ret der kan udfoldes til at blive en (endnu) mere afgørende faktor for at omsætte kapital til aktiviteter, iværksætteri og velvære i vores samfund.
Vi skal være lykkelige for vores ejendomsret i Danmark og i resten af den vestlige verden. Den gør os i stand til at sætte vores ejendom i pant og tage et lån i en bank, så vi kan opstarte vores egen virksomhed eller skabe en anden ønskværdig investering. En sådan effektiv ejendomsret kan de fleste mennesker i verden kun drømme om, da den ikke er udviklet i 80% af verden, og det kommer måske som en overraskelse for nogle vesterlændinge. At det hænger sådan sammen, har økonom, Hernando de Soto, lovlydigt afdækket fra sin Lima-baserede tænketank "Institute for Liberty and Democracy".
De Soto har skrevet bogen "The Mystery of Capital: Why Capitalism Triumphs in the West and Fails Everywhere Else." Det, han og hans stab gør, er at rejse rundt i udviklingslande og notere hvor lang tid det tager for almindelig borgere, i for eksempel Filippinerne, at opnå ejendomsret over deres bolig – en bureaukratisk proces der for eksempel på Filippinerne kan tage op til 25 år. De Soto har beregnet at den samlede værdi af alle boliger i udviklingslande, som ikke hører ind under nogen form for ejendomsret, har en endnu-ikke-registreret økonomisk værdi (det, han kalder for 'død kapital') på 9,3 billion dollars, svarende til 46 gange alle de lån Verdensbanken har givet de sidste 30 år.
Vores højtudviklede ejendomsret i Vesten er en del af årsagen til, at vi kan blomstre, investere i nye aktiviteter og udvikle os som samfund.
At vi er nået så langt, bør dog skabe et ansvar i os, om at forbedre og innovere systemet, og ikke bare tage det for givet.
Og her kan dele af energien blandt de unge demonstranter hjælpe os – dog uden deres ulovligheder. De unge påpeger, med deres graffiti og plantede krydderier og køkkenhaver, det besynderlige i, at have tomme bygninger stående og samle støv, når de kan bruges rekreativt til at udvikle ikke bare et område, men også menneskene omkring det.
De unge brugte til syvende og sidst ulovlige metoder da de besatte bygningen, og det kan og skal ikke støttes. Men gad vide om det i fremtiden er muligt at udtænke et fælles ejendomsretsligt samarbejde mellem energiske unge, ejere af ubrugte ejendomme og nye lejere af ejendommene, hvor købmandskab af fysiske og ikke-fysiske værdier omkring stederne kan blomstre – det vil sige, videreudvikle en af vores vigtigste kilder til fremgang, vækst og velfærd; den vestlige ejendomsret?
Pointen er denne: Vi må ikke fortabe os og blindt acceptere den måde vi byggede det 20. århundrede op på, for så vil vi tabe i det 21. århundrede. Det var det jeg i mit indre gjorde oprør mod på Holmen.
