Return to site

Slut med at bade

Jeg skal fra starten advare: Jeg var til TEDx Talk i går i København (en konference om Technology, Entertainment & Design, se www.ted.com) og skriver måske i dag om lidt mere langsigtede begivenheder, end i tidligere blogs. Jeg advarer derfor på forhånd for højtflyvenhed.

- - -

Nu er det september og jeg er just stoppet med at bade for i år. Men i år har vandet faktisk holdt sig varmere ind i september end sidste år. Eller det synes min krop at ville fortælle mig.

Og går klimaændringerne i den retning der spås, så vil jeg i det lange løb kunne bade endnu længere ind i september til næste år. Og endnu længere ind i september om 5 år.

Men det varmere badevand ind i september vil komme snigende. Næsten umærkeligt.

Som professor Peter Kemp har skrevet om det, så er netop det, han kalder ’umærkeligheds-princippet, én af årsagerne til, at det er så fjernt for os som mennesker, at opfatte klimaforandringerne som noget presserende, endog farligt. Og derfor reagerer få af os alvorligt på det.

Som en person, mennesket Tobias Lau, vil jeg i min levetid, måske kun mærke klimaforandringerne op igennem min alderdom, ved at kunne bade dybere og dybere ind i september.

Og lige inden mit liv slutter, kan jeg nostalgisk tænke tilbage på den tid i min ungdom, hvor jeg allerede måtte stoppe med at bade i starten af september. Sådan vil måske de flestes livserfaringer på min alder påvirkes i et liv med klimaforandringer.

Men teknologien og videnskaben gør os i dag i stand til at følge med i ændringer der varer mere end et liv. Vi kan optage, simulere og skrue tiden frem og tilbage om vores jord og gøre en viden, udviklet over hundrede af år over en række generationer, tilgængelige på bare få sekunder. Hjælpemidlet der kan få den komplekse viden i spil kan være billeder, animationer, speaks, og så videre. Har du set BBC naturprogram sidder du kun efter 40 minutter inde med en viden om naturen, som var utilgængelig viden for mennesket for bare 2, ja bare 1 generation siden – og en viden det har taget årtusinder for vores races forskere at nå frem til.

Og det handler ikke kun om billeder. Med teknologier som CERN genskaber vi den proces der for 13,7 milliarder år siden dannede universet. Bare nu med os selv som tilskuere. Vi simulerer os så at sige tilbage i tiden, for at vi, i løbet af vores, i sammenligning ganske korte liv, kan få en menneskelig oplevelse af, hvordan universet og dets masse lod sig danne.

Denne evne er relevant at være bevidst om i vores tid.

For det betyder, at vi i løbet af et liv kan nå at lære helt vanvittig meget – blot i løbet af ét liv. Og den mængde viden vi kan nå at lære i løbet af et liv, vil for altid stige i generation efter generation.

Og det bringer mig tilbage til klimaet. For det ændrer sig jo over mange, mange langsomme årtier og århundreder.

Lige indtil, og det er nok det jeg frygter allermest hvad angår klimaforandringerne, at naturændringerne skaber en fase-overgang. En fase-overgang sker overalt i naturen hver dag og betyder at en kontinuerlig ændring får en ny fysisk konsekvens. Et eksempel kan være et blad der kontinuerligt visner og pludselig knækker af og daler mod jorden. Eller et hav der kontinuerligt bliver koldere og pludselig bliver til is. Eller noget papir der kontinuerligt bliver varmere indtil der pludselig går ild i det. Dét er fase-overgange. Når en kontinuerlig, og på overfalden uskyldig, ændring går fra en fysisk fase til en anden.

Dén fase-overgang der er talt en del om, som kunne ske i forbindelse med klimaforandringerne, er at det kolde vand fra den kontinuerligt smeltende indlandsis på Grønland, pludselig slår Golfstrømmen ihjel. Konsekvensen vil være en ganske hurtig overgang i vejret for den nordlige halvkugle som ikke længere modtager de varme havstrømme. Det vil lede til, noget så svært for os at godkende kan opstå, som en ny istid. Og det på meget kort tid, som fase-overgange er kendt for; i dette tilfælde på ganske få måneder, måske kun uger.

Bliver det tilfældet, vil jeg i løbet af et liv blive nødt til hastigt at ændre mig, såvel som hele samfundet omkring mig. Så er det ikke længere varmere havvand i september jeg kan nyde som den eneste konsekvens af klimaforandringerne. Så vil mit ene liv blive dét liv, ud af meget få generationer, der oplever en klimatisk fase-overgang, og jordens store natur vil komme til at vise at store ændringer også kan ske i løbet af tiden det tager at leve et kort liv.

Så inden det sker, kan det være jeg tager mig en sidste dukkert i det lune september-vand i år.

- - -

Læs mere om fase-overgange her:

http://en.wikipedia.org/wiki/Phase_transition

All Posts
×

Almost done…

We just sent you an email. Please click the link in the email to confirm your subscription!

OKSubscriptions powered by Strikingly