Return to site

Selvfølgelig kommer Alternativet i folketinget

Er der noget værre end danskere der gerne vil lave forandring, men som ikke tror de kan lave forandring?

Jo, der findes en ting der er værre: danskere (ofte mellem 25 og 45 år) som gerne vil lave forandring, men som ikke tror de kan lave forandring og som er kyniske, eller endnu mere perfidt - sarkastiske, når de taler om folk der faktisk prøver at lave forandring.

Sådan er nogle jeg kender. Ligesom nogle du sikkert kender.

Dén holdning er jeg blevet langt mere bevidst om, når jeg møder den i mennesker, efter at jeg kom hjem til Danmark efter at have boet i Canada i 3 år.

Udenfor Danmark, fx i Canada og USA, hyldes mange der vil forandring. Også FØR de har fået succes. Men i Danmark skrues der ned for at hylde pionérer for i stedet at sovse sig selv ind i latte, barnevogne, offentlig-privat-samarbejde, konsulentarbejde for Mærsk og sarkasme. Ja, det er let at komme til at kede sig i Danmark.

Men.

I Danmark findes der nu et nyt parti der vil forandring.

Partiet bliver naturligvis mødt at Nespresso-drikkende journalister, som ‘en dødssejler’. Og ‘spildte stemmer’. Og ‘De Radikale om igen’. Og bla-Bla-BLA.

Men de kommer jo med noget nyt.

To eksempler:

De prioriterer iværksætterkultur fremfor et enøjet fokus på ‘bevarelse af arbejdspladser’ (tal om dødssejler).

De ønsker at reformere pengesystemet fremfor at lade bankerne fortsætte deres monopol på at skabe gældsbaseret vækst (og derfor ikke vækst, som det forstås af almindelige, tænkende mennesker).

- - -

Hvordan kommer det til udtryk i deres politik?

Jo, fremfor at lave hvad en stor dansk virksomhed kalder fuldkommen nytteløse selskabsskattelettelser (jeg har her blogget om en lobbyist på Borgen som fulgte forhandlingerne som var dybt forundret over, at man endte med at lave de lettelser), vil Alternativet belønne virksomheder som forbedrer samfundet, fremfor blot at støtte tom vækst.

Hvad angår pengepolitikken er Alternativet det første parti i Danmark (jeg tror i verden) som vil indføre det, der blandt nørder kaldes for ‘full reserve bank’. Med full reserve bank kan den enhver tid siddende regeringen (knaldblå eller knaldrød) bestemme hvordan penge distribueres i samfundet, fremfor at det er de private banker der bestemmer samfundsudviklingen (som det sker i dag).

- - -

En agenda som ALLE danskere, ja, stort set alle borgere i verden, har en holdning til og vil blive påvirket af, er klimaudfordringen og dens driver; anvendelsen af naturressourcer.

Det ligger der kæmpe markedsgevinster i at kunne påvirke. Ja, enorme. Det har jeg blogget om siden jeg startede som blogger i 2009. Spørg også bare McKinsey som er begyndt at tale om Resource Revolutions siden 2012.

Jeg fatter simpelthen ikke at hverken Liste A eller V eller LA eller K eller hvilket som helst parti i Danmark ikke har sat sig på den dagsorden. Men de påvirkes vel af de sarkastiske, latte-drikkende journalister der som døgnfluer kun kan se 1 dag frem i tiden. I don’t know.

Anyway, det er langt om længe kommet på dagsordenen af det nye Alternativ.

De andre partier kunne jo have elimineret fremkosten af det nye parti, hvis de bare havde omfavnet den dagsorden. Og nej, det gør De Radikale ikke. Og nej, SF har ikke vist at de også tror på markedets evner i denne forbindelse, for ikke at tale om Enhedslisten.

Nå, det eneste der står tilbage er, at Alternativet selvfølgelig kommer ind i folketinget. Mest af båret af folks politiker-lede og politikernes manglende fantasi og håndtering af de gigant-udfordringer og -kriser vi kan stå overfor de næste mange år.

- Hvis da ikke Uffe Elbæk fumler for meget i ordene på tv overfor de latte-drikkende døgnflue-journalister.

All Posts
×

Almost done…

We just sent you an email. Please click the link in the email to confirm your subscription!

OKSubscriptions powered by Strikingly