Først bragt som kronik i Berlingske Tidende, 13. december 2021
Hvor ofte har man ikke hørt parolen »ubegrænset vækst er ikke mulig på en begrænset klode« eller noget, der ligner?
Akademikere, klimaaktivister og endda enkelte erhvervsfolk bruger i en vis udstrækning det synspunkt for at argumentere for, at vi skal bevæge os ind på et nødvendigt bæredygtigt leveforhold med planeten og naturen omkring os.
Der har altid været noget, der nagede mig ved synspunktet. For uanset hvor logisk det end må synes rent retorisk, er det netop det; et synspunkt.
Det er kun ét synspunkt ud af mange, vi kan tage med i en diskussion om, hvordan vi skal planlægge fremtiden for at bryde ud af den fossile og miljøskadelige vækst, vi har perfektioneret, siden man i 1700-tallet opfandt den dampdrevne pumpe for at få mere kul op af undergrunden.
Fællesskabet skaber værdi
Selvfølgelig er der ikke en ubegrænset mængde af naturskabt fosfor på planeten (fosfor er jo et grundstof), og det skal selvfølgelig ikke bare forbruges på landbrugsjorde for at sive ud i havene, hvor den i store mængder gør stor skade og kvæler liv i havene. Som det sker i dag.
Men vi mennesker er kloge på en særlig måde indeni planetens komplekse og storslåede økosystemer. Vi indeholder, hver og én af os, nemlig en forestillingsevne, som muliggør, at vi over tid i fællesskab kan beslutte, hvilke udviklinger og nyskabelser der skal belønnes af samfundet, og hvordan belønningen skal komme til udtryk.
Hvad er der så fantastisk ved det? Jo, det betyder at abstrakte og non-materielle »ting« kan tillægges værdi af det menneskelige fællesskab.
Et ordinært eksempel er bitcoin.
Med bitcoin opfindes en digital valuta, som flere mennesker i organisk voksende fællesskaber vælger at have tillid til. Den får værdi, fordi vi vælger at tro på den. Senest er den svenske kommune, Staffanstorp, begyndt at undersøge muligheden for at købe bitcoin for at øge indtjeningen ved offentlige investeringer. De tror på holdbarheden i valutaen. Det hele er bygget på vores forestillingsevne og, naturligvis, vores evne til at skabe tillid til hinanden og til det opbyggede bitcoin-system, som vi vælger at tro på validiteten i.
Det er det samme med kunst.
En version af Duchamps' signerede toiletkumme fra 1917 blev i 1999 solgt for cirka ti millioner kroner.
Én af Manzonis 90 dåser som indeholder hans egen afføring, blev i 2016 solgt for to millioner kroner. Det er bare ordinære eksempler. Pointen er, at vi har evnen til at tillægge og skabe værdi (»vækst«) til det, vi sammen ønsker skal have værdi. Det er op til os alle at afgøre, hvad der så skal have værdi i fremtiden.
Sardinien og Australien
Vi er nu nået dertil i vores civilisatoriske udvikling, at flere og flere har den opfattelse, at naturen omkring os og CO₂en i luften, vi udleder, bør koste mere.
Vi er ved at ændre vores værdiforhold til naturen. At sætte pris på CO₂ er netop et ypperligt eksempel på, at vi som art i fælles indsats kan vælge at tage noget for mange andre arter ganske arbitrært, CO₂, og værdisætte det, som var det korn. Og jo højere prisen bliver, desto større bliver incitamentet for produktionsvirksomheder til at ændre deres produktionsmetode fremover for at skabe mindre CO₂ i naturens atmosfære. Til glæde for naturen og for fremtidens vækstforhold for virksomhedernes investorer og medarbejdere. I den sammenhæng bør det bemærkes, at Finansministeriet i 2020 tillod alle ministerier at beregne deres egen CO₂-pris til brug i samfundsøkonomiske analyser. I stedet for at bruge Finansministeriets gamle og lave skyggepris på 331 kroner pr. ton (en pris, der ifølge de miljøøkonomiske vismænd bør ligge på cirka 1.200 kroner pr. ton).
Vi kan værdisætte alt det, vi kollektivt ønsker. Det er kun vores fælles forestillingsevne og vision, der sætter grænserne. Et rum, hvor naturen og mennesket oplever vækst på samme tid, kan sagtens skabes. Det kræver bare fantasi, ny viden og et minimum af vovemod.
Et eksempel kan findes på Sardinien. Her vokser vilde tidsler (Cynara cardunculus). Da det lokale olieraffinaderi ikke længere kunne få billig olie fra Gadaffis Libyen, måtte de enten lukke produktionen og fyre de 1.400 medarbejdere på øen, eller de måtte genopfinde deres produktionsmetode. De valgte det sidste.
Man gik ud på øen og opdagede, at vilde tidsler berigede jorden. Forskere, ildsjæle og visionære investorer fandt ud af, hvordan de kunne udtrække den naturlige olie, der findes i tidsler (som det også findes i for eksempel vindruekerner), og på det fundament begyndte de at producere bionedbrydelig plastik. Raffinaderiet er nu en del af Novamont, en af Europas fremmeste udviklere af bionedbrydelig plastik og bioposer til Københavns Kommune. Novamonts produkter kan over tiden nedbrydes og blive til ny humusjord, hvor nye planter, træer og tidsler kan gro. Mennesker, der arbejder i Novamont, oplever væksten, og det samme gør naturen omkring fabrikken.
Et andet eksempel findes i Australien. Her har blandt andet dansk teknologi gjort det muligt at dyrke tomater ved hjælp af havvand og sollys. I et 20 hektar tørt område ved Port Augusta i Sydaustralien reflekteres solens lysstråler via spejle op på toppen af et 115 meter højt tårn, som spejlene står rundt om. Øverst i tårnet bliver der på den måde glohedt. To kilometer væk føres havvand i rør hen og op ad tårnet, og når havvandet når den glohede øverste del af tårnet, fordamper vandet og adskiller havsaltet fra vanddampe. Vanddampene føres ned ad den anden side af tårnet, og en del køles af og bliver til væske igen; nu ferskvand. Ferskvandet føres ind i øverste etage i et højt drivhus, der ligger på den anden side af tårnet. Her bruges vandet via vandingssystemer til at vande tomatplanter. De overskydende dampe sendes ned til en dampturbine, som producerer elektricitet, der bruges til drive pumper, der henter havvand.
Der bruges stort set bare sol og havvand til at dyrke tomater - mere eller mindre ubegrænsede kilder til mere vækst. Firmaet, der driver det, hedder Sundrops, de åbnede deres første større farm i 2016 og forsyner nu 15 procent af tomatmarkedet i Australien. Dele af teknologien, der driver Sundrop-farmen, er faktisk dansk og udviklet af Aalborg CSP A/S.
Det kræver bare fantasi
Det er derfor tæt på en fornærmelse mod menneskeheden at sige, at »ubegrænset vækst ikke er muligt«. Selvfølgelig er den det. Fordi vækstmodstanderne glemmer en ubegrænset ressource, vi indeholder, i modsætning til alt andet liv på planeten: fantasi.
I stedet for at unge mennesker med deres dyre uddannelser bruger deres energi, kreativitet og taletid til at skabe uro blandt beslutningstagere om, hvorvidt vækst er en farbar vej og gøre vækst til et fyord, burde de hellere bruge deres magiske medfødte fantasi til at finde ud af, hvordan den vækst, mange milliarder mennesker på jorden naturligt higer efter at opleve, kan udleves på måder, som ikke skader vores miljø og vores natur.
Men hvad så med brugen af materialer som nikkel, yttrium og kobber? De er vel begrænsede? Til sidst findes der ikke mere tilgængelig kobolt, til sidst findes der ikke mere litium, til sidst findes der ikke mere humus-jord (ifølge FN er 30 procent af al landbrugsjord allerede udpint).
Svaret kommer helt an på, hvordan vi vælger at bruge vores fantasi og viden til at værdisætte vores brug af ressourcer, vores produktionsmetoder og vores egen adfærd i hverdagen. Det kan sagtens ske på måder, som skaber vækst for både natur og mennesker.
Ubegrænset vækst på en begrænset planet er mulig, fordi vores fantasi er ubegrænset - hvis vi vælger at bruge den.
