Det er jo forskelligt hvad vi vælger at benytte vores tid på, mens vi udøver den daglige adfærd, vi har tilfælles med stort set alle arter på jorden: At udskille affaldsstoffer.
Selv benytter jeg dette daglige ritual med at tilegne mig skør viden, jeg uden for ritualets dogmatik ikke føler jeg har tid til at tilegne mig. Dette bliver af nogen også kaldt lokumslæsning.
Under et af disse gøremål, læste jeg en kort artikel i bogen ’The Where, the Why, the How’. Bogen er bygget op af små artikler, hvor forskere svarer på åbenhjertede spørgsmål om livet og universet, stillet af børn. Et af spørgsmålene er: ”Hvorfor ældes vi?”
Svaret, skrevet af en biolog, ramte mig. Kort fortalt skrev biologen at nok ældes vores fysiske skal, kroppen. Men der er en ting der ikke ældes i os. Og det er vores genetiske materiale. Det ældes ikke, modsat cellerne i vores krop. Det holdes intakt. Det var jeg slet ikke klar over. Men årsagen er elementær:
Vores genetiske materiale ældes ikke fordi vores art prioriterer at vi kan videreføre vores gener generation efter generation højere end den prioriterer at vi som individer overlever i det uendelige. Vores genetiske information i os kan føres tilbage til de tidligere mennesker og aber for hundredetusinde af år siden, mens vores kroppe, der bærer denne information, er midlertidige. Vores langsigtede arv er vigtigere end vores enkeltstående, kortsigtede liv, synes vores art at fortælle os.
Det giver jo god mening. Naturens logik vinder altid, gør den ikke? Og lyder det bekymrende for nogen, så mind dig selv om, at du jo selv er en del af naturen.
Hvad har vi så magt over i vores liv?
Jeg vil sige 2 ting:
1) Vores kærlighedsliv
2) Vores arbejdsliv.
Om det første kan siges, at vi som individer (i vores del af verden) skal finde ud af at definere hvordan vi vil leve med et andet menneske (hvis vi vil det overhovedet). Det er de færreste i min omgangskreds der fx vil leve som deres forældre. Med hvert enkeltstående liv er vi derfor på bar bund, når vi skal finde ud af, hvordan vi vil leve sammen, inden kroppen visner bort. Det er en opgave vi har indflydelse over at definere og udfolde på hver vores unikke måde.
Så er der arbejdslivet.
Her er det en gængs opfattelse, at jo flere penge du tjener, jo mere succesfuld er du i livet. Den opfattelse skyldes blandt andet, at vi igennem sidste århundrede har skabt systemer der har været gode til at få os ud af fattigdom. På grund af systermernes fikserede fokus på udryddelse-af-fattigdom, er de virkelig gode til at måle økonomisk vækst. Stort set al anden måde at måle fremskridt på, mangler vi endnu at få udviklet.
Så langt fra aberne er vi trods alt ikke nået endnu. Vi udskiller da også stadig affaldsstoffer. Men fattige – i økonomisk forstand – er vi i hvert fald ikke længere (i denne del af verden).
Mon ikke snart det er på tide, at vi bevæger os videre opad evolutionens og samfundsudviklingens stige? Nu fattigdomsproblemet er løst, er vi ikke ved at nå der til, hvor flere og flere gerne vil ældes med formålsmæssig ynde, sådan at vi kan være stolte over den arv vi giver videre til næste generation af menneskeheden? Sådan som vi nu engang er skabt?
- - -
Og det var så videregivelsen af fritløbende tanker fra sidste uge;)
- - -
Link til ’The Where, the Why, the How’:
http://www.amazon.co.uk/The-Where-Why-How-Illustrate/dp/1452108226
3 minutters filmtrailer om bogen her:
