Flere og flere caféer åbner op i Danmark. Ikke bare i København og Århus men også i de meget små byer: Rønne, Holbæk, Vordingborg.
Udover at latten og cortadoen bliver hældt i spandevis ned i folks mavesække, er caféer også en interessant hybrid af et opholdssted.
Caféer er hvad antropologen March Augé ville kalde et non-space; et ikke-sted. Det er et sted for overfladiske perceptioner.
Men er caféer et sted for overfladisk nærvær?
Selv bruger jeg caféer til at skrive idéer om fremtidige planer og gøremål. Og de fleste af de her blogs skrives også på caféer. Og det er en stor fryd. Og samtidig har man, hvis man er bare en smule årvågen, en chance for at komme i kontakt med mennesker som man ellers ikke ville komme i kontakt med. Caféer er et sted for tilfældige menneskemøder.
En kammerat fortalte mig for nogle år siden sin teori om folk der går på café. Han sagde at mennesker der går på café for at læse en bog eller skrive på sin computer, ikke kun går på café for at læse en bog eller skrive på sin computer.
Mere eller mindre ubevidst er mennesker der går alene på café modtagelige for at blive afbrudt af andre mennesker på caféen. Altså, et form for ubevidst ønske om at blive kontaktet af sine medmennesker i samfundet.
Det har jeg siden tænkt en del over. For det er jo sandt. Sådan har jeg det i hvert fald selv når jeg går på café. At det er ok at blive afbrudt af andre mennesker eller komme til at rode sig ud i at have samtaler med fremmede.
Det er jeg begyndt at bruge, sådan, lidt aktivt. Jeg tillader mig selv at være nysgerrig, når jeg har lyst. Jeg kan spørge folk om hvad de mon sidder og laver. Og de bliver altid glade! Bare inden for den seneste uge er jeg kommet i kontakt med tre mennesker, fremmede, jeg nu senere skal mødes med, fordi vi havde mere tilfældes end man lige skulle tro.
Et eksempel er en fyr jeg mødte på caféen Los på Guldbergsgade i København. Han er matematiker og virkede helt utrolig kvik. Han lever af at lære andre unge at komme til at elske matematik. Et andet eksempel er en pige jeg mødte på en caféen Wascator i København. Hun var i gang med at udvikle en app der skal gøre det lettere for folk at dokumentere sine drømme.
- - -
Tidligere har jeg misundt de mennesker der boede i Paris og London i 16- og 1700-tallet, som kunne nyde godt af kaffesalonerne. Hvilke møder og samtaler kunne man ikke have sig dengang, tænkte jeg engang. Men vi er jo uddannelsesmæssigt meget kvikkere end dem dengang. Os alle sammen. Og jeg har nu forstået, at de samtaler og de menneskemøder sagtens kan opstå i København i dag. Man skal bare give lidt af sig selv og få det til at ske.
