Nye værktøjers forbandelse

Det vil sige producent af ting, oplevelser, ny viden. Selv denne blog er et resultat her af. Måske inspireret af futuristen Alvin Tofflers begreb 'prosumer'.

For at producere må vi bruge værktøjer.
I tilfælde af at skrive en blog: internet, en ipad, batteri, strøm...

Jeg kender mange der er enormt interesseret i nye værktøjer. Og brugen af nye værktøjer. Især medieværktøjer. Medier og kommunikation som sådan.

Men jeg vil påstå, at når først man kan mestre et nyt værktøj eller medie, så er det først da man kommer til at spørge sig selv: hvad skal jeg så bruge det til for at skabe langvarig forbedring i mit samfund og i mit liv? (Eller endsige indse at man kan lave sit eget værktøj i samarbejde med andre - men det er en anden snak).

Jeg kender det fra mig selv. Jeg har en eller anden dyb drøm om at arbejde med levende billeder; film, animation. Jeg aner ikke hvor den drøm kommer fra, men den har været en del af mig siden jeg kan huske det. Heldigvis arbejder jeg nu også med det i vores daglige arbejde på arbejdspladsen. Men pointen er: mange os af går rundt og drømmer om at mestre et værktøj, en teknik, en færdighed. Uden vi egentlig kan forklare hvor drivkraften for at mestre værktøjet, kommer fra, og hvad vi skal bruge vores nye evner til.

Og det er nye værktøjers forbandelse.

Det er som om at udviklingen af nye værktøjer skaber et behov for at bruge de værktøjer. Uden egentlig at spørge os selv: hvad er det jeg gerne vil opnå ved at mestre dette værktøj? Hvad vil jeg gerne forbedre? Hvad vil jeg gerne forandre?

Kunne man forestille sig at anvende de fleste vågne timer af døgnet i 20-30-40 år på at mestre et formål frem for at mestre et værktøj? At kunne håndtere værktøjet - et kamera, en computer, InDesign, en blog, et kulkraftværk, en 3D printer, et smart grid, en politisk tale - ender med at blive endemålet. Eller som McLuhan sagde det, mediet bliver indholdet.

Og det er en ulykkelig situation. En forbandelse.
Hvor ville det i stedet være ønskværdigt, hvis vi havde en iværksætter- og uddannelseskultur som lærte os at tænke i formål.

Men måske er det menneskets forbandelse at lade sig forblænde af et nyt værktøjs magiske formåen? Som min egen fascination af filmmediet? Og nogle falder vel, i en eller anden grad, over et større formål i det de bruger tid på at opdage - og tilegne evnen for - håndteringen af et nyt værktøj...

Måske skulle man bare nyde turen mens man lærer sig nye færdigheder og nye værktøjer og håbe at dem med det bedste formål vinder? Det synes jeg selv er fatalistisk, for ikke at sige dumt. Lad os hellere håbe at dem der tør arbejde med formål også tør arbejde med mange slags værktøjer. Måske var det tid for alle videnskabsfolk i landet at lære InDesign og FinalCut?

- - -

Og - en meget interessant og dramatisk mail-korrespondance mellem John Mackey, CEO og grundlægger af WholeFoods, og Milton Friedman, økonom, der er uenige om, hvorvidt en virksomhed skal anvendes til at udfolde et formål (Mackey) eller anvendes som et objektivt værktøj (Friedman):