Denne blog kunne også hedde 'De finere forskelle på Europa og USA'. Og den udspiller sig, ja, på New York City Ballet. Eller mere præcist; i atriummet inden forestillingen. Lad showet begynde:
Jeg er i New York. Jeg finder ud af, at de viser Nøddeknækkeren af Tjajkovskij og jeg er ret vild med russiske komponister. Og så er jeg vild med nogle gange at være i ånden af luksus. Ikke altid. Så bliver man uinspireret. Men nogle gange. Så jeg tager ind til New York City Ballet. Ikke kun for at høre fantastisk musik. Men også to indulge myself in luxury.
Det er først da jeg kommer derind, i atriummet, at jeg finder ud af, hvor meget jeg har lyst til at se på folk, der også kom for at se ballet. Se på rige new yorkere og deres familier og venner. Sådan rigtig rige. Eyes Wide Shut-rige. Upper East Side-rige. Bret Easton Ellis romanfigur-rige. Døtre af byggematadorer-rige. Et par enkelte Carlton'er fra Prince of Bel Air-rige. Sådan noget.
Jeg bliver overrasket. Det flotte atrium man går rundt i inden forestillingen, viser sig at være det nye Time Square for den fremstormende amerikanske middelklasse.
På samme måde som den hollandske starkitekt Rem Koolhaas har bemærket, at den butik i verden der sælger allermest pr. kvadratmeter ikke er Walmart, Macy's eller Gucci, men shoppen i Moma, så er atriummet i New York City Ballet det sted i verden, hvor der tages flest selfies pr. kvadratmeter.
Ikke nok med det. De har installeret en kæmpe 5x3 meter skærm i atriummet, som fungerer som en touchscreen, børn kan lege med. Som får rummet til at føles som bagsædet på en yellow cab med marmorgulve.
Det ville de aldrig tillade på Det Kongelige Teater. At opstille en kæmpe touch screen.
Og jeg begynder, mens jeg går rundt der og drikker min hvidvin, at tænke, at der altid vil være stor forskel på de to kulturer; den amerikanske og den europæiske -- og hvor glad og stolt jeg er for den europæiske.
En lille ting:
Alle beholder deres overtøj på. Selv når de går ind i koncertsalen. Altså, man afleverer da sit overtøj i garderoben. Jeg fik afleveret min jakke i garderoben, så man ligesom kan slappe af og flanere roligt rundt. Men ikke på The New York City Ballet som new yorker. Der beholder de jakken på og giver ikke sig selv den ro, det ellers skaber i et rum, at alle lægger deres jakker.
Jeg så for nylig et gammelt interview med Steve Jobs. Det var optaget året før han solgte Next til Apple i starten af 90'erne og kom ind i folden igen. Her fortæller han om Microsoft. Han roser dem i lange vendinger for deres effektivitet og dygtighed med at udbrede deres software. Men så siger han kort: "But they just have no taste."
Det samme tænker jeg om nationen USA, mens jeg går rundt dér i hvad der skal være noget noget af det ypperste kultur i New York.
(Balletten og musikken - skrevet af en russer - var dog fuldkommen fantastisk -- fuldkommen fantastisk).
Og jeg tænker på en anekdote af den amerikanske forfatterinde Rebecca Solnit, som har skrevet bogen 'A Field Guide To Getting Lost'. - En bog som beskriver de abstrakte aspekter ved at fare vild.
Og her observerer hun, hvor dybe kulturelle konsekvenser det har haft, at Amerika blev erobret, men ikke opdaget.
"European-Americans remained lost over the centuries, lost not in practical terms but in the more profound sense of apprehending where they truly were, of caring what history of the place was and its nature." Amerikanerne, ifølge Solnit, er vildfarne eventyrere som aldrig rigtig ved hvad der er dem selv fordi de har efterladt deres gamle, europæiske kontinent uden aldrig at have lyst til at forstå det nye.
Og så henter jeg min jakke. Og glæder mig til at komme hjem til Europa. Det dejlige, dejlige kontinent.
God jul her fra.
- - -
