Jeg er af den overbevisning at alle vi mennesker gerne vil gøre en forskel.
Når vi ligger på dødslejet, så tror jeg at langt størstedelen af os vil tænke: Hvad har jeg fået udrettet?
(Nysgerrig om hvad folk ærgrer sig over på dødslejet? Se her en liste over de 5 typiske ærgrelser folk har, kort før de ved de skal dø).
Tag Alfred Nobel.
Han er en af de få der har fået chancen for læse sin egen nekrolog.
Der skete nemlig en fejl på en fransk avisredaktion, dengang i 1888. Da Alfred Nobels bror, Ludvig, døde, troede redaktionen at det var Alfred Nobel der var død. Og de skrev hans nekrolog, som han så selv, til sin egen store forbavselse, kunne læse dagen efter i avisen.
Det han læste om sit liv oprørte ham. Ikke blot var han ifølge avisen død; han var også oprørt over hans eftermæle. Han var blevet rig og berømt ved at have tjent de fleste af sine penge igennem sit liv ved at lave og sælge dynamit.
I nekrologen stod derfor hvor rig han var blevet på krige og folks lemlæstelser. Overskriften var: ”Dødens Købmand Er Død”. I den stod blandt andet: ”Dr. Alfred Nobel, som skabte sin formue på at finde på måder at slå så mange mennesker ihjel på kortest mulig tid, døde i går.” Og det var slet ikke noget han følte sig stolt af, når det stod sådan sort på hvidt.
Han besluttede derfor, inden han døde, at få skabt Nobelpriserne, sådan at hans penge kunne bruges til anerkendelse og fejring af fremtidig forskning der vil skabe fremskridt i samfundet. Han er nu bedre kendt som stifter af Nobelpriserne end som opfinderen af dynamit. Sagt på en anden måde: Netop fordi han fik muligheden for at læse om sit liv, valgte han at lave om på det. Han endte med at kunne anerkende generationer af tænkende mennesker.
- - -
Det er jo ikke os alle der får lov til at læse vores egen nekrolog. Lang fra. Faktisk ingen af os.
Det er derfor i høj grad op til os selv at bedømme, hvad vi skal udrette, for at være stolte over vores tid på kloden her.
- - -
Og det er blot en lille anekdote der leder op til mit egentlige ærinde: Hvornår ved man, om det man laver er noget værd? Hvornår udfører man noget virkelig nyt som andre ikke bare ellers kan udføre? Hvornår ved man at man skaber noget nyskabende? Noget som man vil være stolt over, når man ligger på dødslejet?
(Eller for at bruge kedelig EU-ansøgnings-lingo; hvornår ved man, at man laver noget additionelt?)
Tag affaldssortering. Det er noget jeg ved en del om, efter at have lavet en del etnografiske studier af det i forskellige kommuner. Dengang vi startede på at undersøge folks motiver for at sortere var det nyt (i Danmark). Der var noget pionérånd over at afdække viden, der ikke før eksisterede.
Nu er vinden vendt. Det er nu bredt accepteret i affaldssektoren, at vi danskere gennem mere nutidig lovgivning kommer til at sortere mere – forhåbentlig især plastic og bioaffald. Regeringens ressourceplan som beskriver dette, udkommer i dag. Og de refererer endda til undersøgelser vi har udført.
Affaldssortering er blevet mainstream. Og for at vi kan føle, i vores egen lille butik, at vi afdækker ny viden, må vi bevæge os videre i vores opgaver. Væk fra det mainstream. Ellers skaber vi hvad andre lige så vel som os kunne skabe; i dette tilfælde: gode sorteringsordninger der skal spredes rundt om i landet.
- - -
Vi har naturligvis allerede et forskningsemne som vi dyrker mere, men hvad vil jeg ikke afsløre.
Hvad jeg vil afsløre, er at vores tilgang til at bevare vores elskede pionerånd, går gennem en nylig selvopfattelse af, at det vi laver er kunst.
Det lyder for nogle ganske usmageligt – hvem i alverden er så selvsmagende at beskrive at det de laver er kunst. Og tro mig; jeg forstår jer.
Men det er det eneste ord – kunst – som jeg kender til, der bedst beskriver et gøremål med den frihed der er nødvendig for at lave noget ingen har gjort før.
Vi er derfor bevidste om at vi arbejder i feltet mellem kunst og videnskab. Og det føles som et dejligt sted at være. Lige til man dør, tror jeg.
- - -
