Return to site

Kapitalistens Dilemma

Jeg har lige læst Clayton M. Christensens artikel i Harvard Business Review (HBR).

 

Christensen skrev 'The Innovator's Dilemma' som blandt blev læst af Steve Jobs og Jeff Bezos.

 

Jeg ville læse artiklen, fordi jeg for nogle måneder siden faldt over Richard Bransons nye initiativ, B Team (som minder lidt om det danske Big Future 2025 med Ditlev Engel i spidsen), hvor der var et videolink til en tale, Christensen holdt om det samme emne som i HBR artiklen: Kapitalistens Dilemma.

 

Jeg ved ikke om der findes det fænomen, som kaldes morfisk resonans. Morfisk resonans er en teori om, at der findes en fællesbevidsthed blandt mennesker og andre arter. Morfisk resonans er med til at forklare, at den samme opfindelse (eller udvikling) kan finde sted på samme tid i verdenshistorien, opfundet af to forskellige mennesker på hver side af jorden uden nogen kontakt med hinanden.

Uanset hvad, giver Christensens tanker nærmest en fysisk følelse i kroppen af mening, når jeg læser det. Jeg har ingen baggrund for at verificere hans påstande, men det har HBR. Så here we go:

I følge Christensen, Professor of Business Administration på Harvard (og medforfatter Derek van Bever, senior lecturer på Harvard og direktør for Forum for Growth and Innovation) er virksomheders værktøjer for at bedømme deres investeringer i bedste fald forældede, i værste fald misvisende.

I USA (og i Danmark) er recessionen over, men jobbene mangler. Nye job der løser nye opgaver til en verden parat til det 21. århundrede.

 

Samtidig svømmer verdenssamfundet i penge.

 

Selv Bain (af nogle opfattet som De Onde Konsulenter) har lavet en analyse som konkluderer at vi har entreret en ny tilstand af "capital superabundance". Bain estimerer at de totale finansielle aktiver i dag har næsten 10 gange større værdi end det globale output af varer og services. Og at udviklingen af finansielle sektorer i udviklingslande vil betyde at den globale kapital vil vokse med yderligere 50% i 2020 - om blot seks år. Som Christensen siger det, "we are awash in capital."

Hvorfor bruges de penge ikke til at skabe investeringer der skaber nye jobs?

Fordi ledere sidder på deres hænder. Pensionsselskaber så meget som finanssektoren så meget som større, private virksomheder. - Bange for at plukke frugterne af, hvad de anser som risikable innovationer.

 

Hvorfor?

 

Jo, antagelsen blandt ledere og investorer, som i følge Christensen har taget religiøse dimensioner, er, at virksomhedsdrift skal fokusere på, og måles på, hvor effektivt kapital anvendes.

Der findes i følge Christensen 3 overordnede typer innovationer at investere i:

 

1. Performance-improved innovations

- Erstatter gamle produkter med nye og bedre modeller.

- Skaber få jobs fordi de er erstattende.

- Kan opfattes som vedligeholdende innovation.

 

2. Efficiency innovations

- Laver og sælger modne produkter eller services til de samme kunder til lavere priser.

- De højner produktivitet.

- De eliminerer jobs.

- De frigiver kapital til at skabe yderligere produktivitet.

 

3. Market-creating innovations

- Skaber en ny klasse af forbrugere eller nyt marked.

- Skaber nye forretningsmodeller for at nå folk, der ikke før var forbrugere.

- Skaber nye jobs.

 

Det rigtige mix af de tre typer innovationer - ofte mellem de to sidste - har et kæmpe aftryk på jobskabelse i nationer, industrier og virksomheder.

 

Den sidste type innovation kræver kapital, nogle gange meget kapital, for at vokse.

Den sidste type innovation kræver altså investorer.

Så kommer problemet:

 

Værktøjerne der i dag anvendes til at måle successen på investeringer af investorer - RONA (return on assets), ROIC (return on invested capital) og IRR (internal rate on return) - opererer alle i de to første innovationer. Disse værktøjer der holder øje med og måler vækst, er ikke designet til at måle og værdisætte den tredje type innovation, den markeds-skabende innovation. Det er simpelthen lettere at skabe og holde øje med vækst med de to andre innovationstyper. Der er bare et problem med de to innovationstyper. De skaber få nye jobs.

 

Heri ligger Kapitalistens Dilemma. At gøre det rigtige for langtidsfokuseret vækst og velfærd, er det forkerte for mange investorer i følge de værktøjer der bruges til at guide investeringer.

At noget er helt galt fremgår også det, vi alle forstår: tal.

 

I USA kan vi se, hvor mange måneder der er gået for at jobbene er kommet igen efter hver recession landet har oplevet siden 1948. Altså hvor mange måneder der er gået før jobbene følger bedringen af BNP.

 

Efter recessionen i 1948 gik der 6 måneder.

Efter recessionen i 1953 gik der 7 måneder.

Efter recessionen i 1957 gik der 6 måneder.

Efter recessionen i 1960 gik der 6 måneder.

Efter recessionen i 1969 gik der 8 måneder.

Efter recessionen i 1973 gik der 3 måneder.

Efter recessionen i 1981 gik der 6 måneder.

Efter recessionen i 1990 gik der 15 måneder.

Efter recessionen i 2001 gik der 39 måneder.

Efter recessionen i 2008 går der 42 måneder (projekteret).

 

Av.

(Eller det kommer an på, hvad man går op i selvfølgelig).

 

Denne tilstand er hvad Christensen kalder 'jobless recoveries'.

En term der bør få det til at løbe koldt ned ad ryggen på de fleste tænkende mennesker.

 

Hvad kan gøres?

 

Christensen foreslår 4 ting:

 

1. Reformålisering af kapital.

I dag vil kapital væk fra en investering så hurtigt som muligt. Heldigvis er regler for kapital formbare. Kapital skal i højere grad have incitamenter til at blive i længerevarende investeringer uden hele tiden tænke i exit strategier. Et eksempel er at undgå high-frequency trading med en Tobin skat. På virksomhedsplan kan shareholders blive belønnet med deres loyalitet. Fx ved at samstemme shareholder-indflydelsen med shareholding-perioden. Det skal sænke tilstedeværelsen af 'investor turister'. En anden idé er en garanteret pris for shares hvis de holdes i en hel loyalitetsperiode.

 

2. Rebalancering af handelshøjskoler/business schools.

Den her kan gøres kort: i dag undervises finans og strategi hver for sig - på forskellige linjer. Og finans kan æde strategi op til enhver tid. Skolerne skal hjælpe med at undervise på tværs og i råd og vejledning til jobskabende investeringer.

 

3. Ressource allokering.

Også denne kan gøres kort: Det skal være mere tydeligt, hvis ikke påtvinges, at gøre de sande omkostninger ved kapital transparente, og således gøre gevinster ved langsigtede investeringer mere tydelige og interessante.

 

4. Emancipering af ledelser.

Mange ledere længes efter det langsigtede, men tror ikke det er en mulighed. Den gennemsnitlige tid for at holde på shares blandt investorer er 10 måneder. Mange leder frygter, at møder de ikke tallene, vil de erstattes af andre som gør. Ledelsens rolle er derfor reduceret til at flytte rundt på husholdningsregnskabet og aflevere en kortsigtet gevinst. Men der findes også andre investorer. Der tænker langsigtet. Ikke 'investor turister', men 'investor borgere' for genbruge metaforen fra tidligere. Den eneste vej ud, er at lede virksomheden/organisationen ved at maksimere værdien af selskabet på lang sigt. Man kan starte med, siger Christensen, at stoppe med at fiksere øjnene på excel-ark, men i stedet behandle dem som værktøjer der komplementerer strategisk beslutningstagning uden at virke som substitut for strategisk beslutningstagning.

 

Sagt med andre ord: det er på tide at vi minder hinanden om, at grænserne for forretning og vækst ikke defineres ud fra produkter og branchevedligeholdelse, men ud fra udgangspunktet at skabe nye typer kunder i vores samtid.

 

Fortsat god sommer.

 

- - -

 

Læs hele artiklen her:

http://hbr.org/2014/06/the-capitalists-dilemma/ar/1

 

Se en gratis video af Clayton M. Christensen, der på sin dejlige Utah-agtige måde forklarer hans udlægning (24 min.):

http://youtu.be/_ukREOADEKM

 

Læs om B Team her:

http://bteam.org

All Posts
×

Almost done…

We just sent you an email. Please click the link in the email to confirm your subscription!

OKSubscriptions powered by Strikingly