Jeg føler mig egentlig ok sulten på verden. På verdens muligheder og udfordringer.
Derfor undrer det mig, dag på dag og aften på aften, at blive mødt med historier og begivenheder i landsdækkende medier som intet gør for at stille min sult.
Lad os tage før-påskens udeblevne snestorm som eksempel. Den var en stor historie i 4 dage inden den blev gen-varslet som fygning. - Og inden sne-fygningen så ramte lidt af Lolland og Falster.
Fire dage. I landsdækkende nyheder.
Jeg er ikke særlig speciel eller særlig begærlig efter at vide hvad min rolle kan være i samfundet. Jeg vil bare gerne påvirke verden, ligesom jeg tror mange gerne vil det, når det kommer til stykket.
Men landsdækkende medier som Politiken, Berlingske, DR og andre store medier gør intet for at møde det simple behov. Hvorfor?
Snefygningen er et eksempel. Et andet eksempel er Clement Kjersgaards debatprogrammer. Jeg har intet imod dem, set enkeltvis. Men de er et af de få (hvis da ikke de eneste?) professionelle debatprogrammer på tv om vores samfund i primetime.
Groft sagt: der er ikke andre debatprogrammer som kan oplyse vores befolkning om hvor vi, som nation, er på vej hen, eller kan nå hen. – Ikke andet end debatprogrammet, hvor der bliver klappet og nedrigt grinet blandt publikum, og sikkert også hjemme i stuerne, når en politiker bliver anbragt i en retorisk fælde. Men hvad er oplysningen i dét? Underholdende og retorisk flot er det uden tvivl.
Hvor bliver den ny viden af, som reelt kan hjælpe dig og mig i at navigere i verden? Hvor er den viden jeg kan bruge for at danne mig meninger om hvordan verden kan se ud 1, 2 eller 5 år ude i fremtiden og ikke bare 1, 2 eller max 5 dage ude i fremtiden?
Fx hvor er debatterne om hvor videnskaben er på vej hen, fortalt på en måde som giver mig mulighed for at opføre mig som oplyst borger (hvad det betyder af adfærd, karrierevalg, tidsudnyttelse, hobbyer, frivillig tjeneste i interesseorganisationer, politiske overvejelser, etc.)? Sat på en spids: Hvorfor handler debatemner på tv (og i aviserne) stort set kun om politik og ikke om videnskab? Hvor var Clements debatprogram om Higgs-Boson da det blev opdaget? Eller om Curiosity’s Mars-landing? Eller om EU's nylige milliard-investering i en hjerne-simulator?
Et tredje eksempel er Politikens net-forside.
Et eksempel på, hvad der bruges pixelplads, er denne historie: Musikfestivallen Distortion havde IKKE ringet til Blachman for at få hans X-Factor solist til at optræde. Indtil næste dag på forsiden: Distortion undskylder; de HAVDE faktisk ringet alligevel. Bemærk: Politiken undskylder ikke at have brugt skærmplads på denne fuldkommen ligegyldige historie, der netop ikke er nogen historie.
Hvis ny og banebrydende oplysning skal fordeles i pixels (og det skal den i disse skærmtider), så ser det rigtig skidt ud for vores generelle oplysningsniveau i landet.
- - -
Jeg synes journalistiske produkter - hver eneste artikel og tv-program der optager pixelplads på folks skærme - bør opfattes som værktøj, der kan benyttes af læserne til vidt forskellige ting, ligesom en hammer og sav kan benyttes til forskellige ting. Men benyttes skal de kunne.
Og det er pointen: hver eneste nyhed skal kunne bruges - enten ved at sætte os ind i en kontekst eller simpelthen ved at få os til at reflektere over vores holdninger og adfærd. - Værktøj der har som deres ypperste opgave at hjælpe os med at forestille hvad vores samfund er, og hvad det kan udvikle sig til. Som politologen Benedict Anderson skrev det i den berømmede Imagined Communities: [The nation] is imagined because the members of even the smallest nation will never know most of their fellow-members, meet them, or even hear of them, yet in the minds of each lives the image of their communion."
Pressen spiller her en vigtig rolle, påpeger også Anderson. Jeg møder ikke folk der bor to huse ned ad gaden på Nørrebrogade hvor jeg bor. Ej heller folk i Thy eller Tarm. Alligevel forestiller jeg mig i mit hovede, at vi er en del af samme fællesskab, blandt andet gennem hvad pressen skriver om os alle, det vil sige gennem de fortællinger jeg får hver dag om hvad der sker (hvis der sker noget) to huse ned ad gaden på Nørrebrogade, eller i Thy eller i Tarm. Det er et forestillet fællesskab, hvor pressen spiller en naturlig og aktiv rolle.
Og hvad er så den forestilling af nationen jeg sidder inde med, som pressen gør mig til en del af i dagens Danmark? Hvad er fortællingen om vores nation som landsdækkende medier skaber til mig? Det er en forestilling om politikere der ikke kan samarbejde og en verden der farer afsted og som vi ikke, rigtig, er en del af.
Det er en følelse som pressen skaber, frem for at skabe værktøj. Det er en følelse af ej-det-er-også-for-galt, hvis ikke det er fuldkommen ligegyldigheder der deles. Og så ender den der. I en følelse af forargelse og ubrugelighed. Lammelse og apati. Fantasiløshed. Eller snarere fantasi-udhuling.
- - -
Jeg vågner op hver morgen og kigger forbi pol.dk. Jeg vil jo gerne følge med, som man siger. Her er hvad dette medie i torsdags havde at fortælle befolkningen i nævnte rækkefølge:
"Bondo og Ziegler venter begge på en opringning"
"Nelson Mandela er atter indlagt"
"Danmark er fyldt med dopinghuller"
"Windows 9 er blevet lækket på nettet"
"100 separatister forsøgte at storme kasino"
"Lastbiler fyldt med pengesedler ruller ind i Cyperns hovedstad"
"Leder: Trykkefrihedsselskabet står afklædt tilbage"
"Her er 4 fede app-brætspil til påskedagene"
"Her er kreative aktiviteter du kan lave med dine børn"
"Sådan får du vaskemaskinen til at vaske helt rent"
"En spade er ikke bare en spade"
"VKO løber med det hidtil største forspring til rød blok"
"Legendarisk festival kaprer The Rolling Stones som hovednavn"
"Knivoverfald på Strøget: Teenager får lunge punkteret"
"To skud affyret mod pizzeria i København"
De artikler der minder mest om nyheder, som også er værktøjer, handler om at købe app-brætspil og om at få vaskemaskiner til at vaske bedre.
Som modsætning står andre landes nyhedsmedier, som nyhedsmediet New York Times. De har klart en anden vinkel på nyheder. Efter at have læst en artikel her, kan man næsten ikke lade være med at google videre for at finde mere information om et emne, en person eller en organisation. Man bliver efterladt nysgerrig og med en udvidet horisont.
Tag deres mange nylige artikler om online læring (eller Massive Open Online Courses, MOOC, som de er kendt som). Her bliver nye tiltag som Coursera dækket (et initiativ hvor USAs største universiteter er gået sammen for at skabe gratis undervisning til alle på nettet, ja også du kan nu gratis blive undervist af Harvard professorer). Og dét er en nyhed. Og et værktøj. Selv har jeg nu, sammen med 2 millioner andre, meldt mig til kurser derinde.
For god ordens skyld skal det nævnes, at Politiken havde Thomas Friedmans kommentar om fænomenet i deres trykte avis - taget direkte fra New York Times. Men hvordan tilstanden for et så relevant fænomen som online læring har det i Danmark i disse lockout-tider, det fortæller ingen os, danskere; det inviterer ingen medier os til at tænke over eller handle på. Til det må man læse New York Times for at følge med.
- - -
Så hvad gør jeg selv? Jeg må finde mod-medicinering. Jeg må indhente viden fra alle andre steder end i de landsdækkende medier for at følge med.
Jeg sætter pt. min lid til især fagblade for at få nogle nyheder jeg kan bruge til noget. Hvad kan det være? Ingeniøren fx, Børsen fx (jaja, det ér da et fagblad), Information (samme), New Scientist, Mind og Ekko, New York Times, the Daily Show, Charlie Rose, International Herald Tribune, Brainpickings (blog) og I Fucking Love Science (Facebook gruppe). Nej, jeg læser selvfølgelig ikke det hele hele tiden; det er snarere blevet et nødvendigt onde at holde udkig efter rigtige, brugbare nyheder.
Pointen er, at jeg faktisk føler jeg ikke bliver klogere om verden ved at følge med i de klassiske, landsdækkende nyhedskanaler.
- - -
I 2009 lancerede DR et nyt nyheds-paradigme de kaldte 'Konstruktive Nyheder'. Det var netop et opgør mod konfliktnyheder og resulterede i gode dækninger under starten af krisen i TV-Avisen, bl.a. Indlæggene 'Krise Knuserne' som fortalte fortællinger om hvordan man kom UD af krisen. Nyheder og værktøjer på samme tid.
Jeg var så glad at jeg gemte linket fra dengang DR lancerede nyheds-visionen. Se beskrivelsen af DRs tanker fra dengang, her:
http://www.dr.dk/Nyheder/Temaer/2009/konstruktive_nyheder/2009/07/08134026.htm
Men - - de er nu faldet af på den, desværre. Men linkets eksistens dokumenterer at der heldigvis dybt inde i fx DR er tanker og visioner om at ville gøre en forskel. Men der er brug for at komme op på den store klinge. For hvordan kan vi danskere ellers blive en del af en forandrende verden? Det kán vi jo ikke uden en nysgerrig presse.
- - -
Hvad så nu?
Jeg skal være ærlig og sige at jeg startede dette blog-indlæg med at skrive lige præcis denne sætning. For det er så svært at begynde at beskrive noget man kun har en fornemmelse af; at jeg ikke bliver klogere på min rolle i verden ved at se og læse de fleste nyheder fra de store danske medier. - Og det er så ufedt at skulle kritisere andre. Men bliver man irriteret over noget man mødes med hver dag, må man jo råbe op.
I værktøjets ånd er hermed nogle links til medier med artikler og nyheder som jeg selv synes der kan bruges til noget i den verden der udvikler sig i Danmark og omkring os:
(Vil du ikke igennem alle links, er Charlie Rose et godt sted at starte).
Held og lykke.
