Return to site

Jeg så fremtiden i en 15 år gammel model.

Nej, jeg snakker ikke om en 15 år gammel fotomodel, men om en 15 år gammel model lavet af plastic og malet træ.

Inden vi når til modellen, vil jeg gerne høre: Hvor mange kender til Kalundborg Symbiosen?
Selv blev jeg bekendt med Kalundborg Symbiosen i 2003. Jeg faldt ikke over den ved at læse aviser eller på danske konferencer eller i undervisningslokaler. Jeg var i gang med at gøre mig parat til at skrive en ansøgning til uddannelsen Institute without Boundaries i Toronto, hvor jeg skulle være med til at lave projektet Massive Change om bæredygtighed og design.
Institute without Boundaries havde fra Toronto begyndt en blog over de bæredygtige initiativer de synes der var interessante rundt om i verden, og som kunne indgå i bogen Massive Change. Blandt andet var cradle-to-cradle nævnt, transportsystemet i Curitiba, Brasilien, var nævnt (udtænkt af Jaime Lerner), en effektiv ovn til afrikanere var nævnt ("Turbo Stove" af Tapio Niemi), et stort soltårn i Australiens ørken var nævnt (EnviroMissions "Solar Tower") - - og Kalundborg Symbiosen i Danmark var nævnt. Jeg tænkte: "Hvad f... er Kalundborg Symbiosen??" Jeg havde aldrig hørt om den, og her, 7 år efter, tror jeg desværre heller ikke at de fleste Børsen-læsere har hørt om den.
Men lad mig sige det meget klart og meget kort: Kalundborg Symbiosen er fremtiden.
Jeg blev for nylig kontaktet for at hjælpe med at gøre det, Danmark ikke har været i stand til siden Symbiosen blev etableret: At kommunikere Symbiosen til omverdenen.
Men lad mig kort beskrive hvad Kalundborg Symbiosen er for noget. Symbiosen er et system af 8 industrielle virksomheder som forbinder hinanden med rør under og over Kalundborg. Hvorfor er de forbundet? For at udveksle affald. Som industrielle bæredygtighedsfagfolk i stigende grad er opmærksomme på, er affald ikke bare affald, men materialer som kan bruges som input i andre industrielle processer. Og sådan har de opbygget det i Kalundborg: Nogle virksomheder i symbiosen producerer affald som gas, varme, vand og andet som andre virksomheder i symbiosen kan benytte – samtidig med at disse har affald som sendes den anden vej. Symbiosen er kort fortalt et industrielt økosystem.
Men – lad os komme tilbage til den 15-år gamle model. Som sagt var jeg i sidste uge bragt til Kalundborg for at hjælpe med at kommunikere Symbiosen til omverdenen. En ildsjæl fra Cluster Biofuels Denmark, Niels Larsen, viste en model over hvordan Symbiosen fungerer. Modellen står i foyeren i Kalundborg Kommune. Kig forbi hvis du har tid.
Det utrolig er – og det er virkelig utroligt – at modellen er 15 år gammel. Den er flot nok og det er sjovt at trykke på de knapper, så man kan se på de lysende plasticrør hvilke virksomheder der får hvad for noget affald, og så videre. Men at modellen er 15 år gammel er symptomatisk for den manglende kommunikationssatsning som brilliante, danske bæredygtige initiativer stadig i dag lider under.
Det er tid til at løfte hagen højt og kommunikere til omverden med store fede bogstaver hvad "Dansk Bæredygtighed" er lavet af. Også selvom de geniale idéer er udviklet for over 15 år siden. De rykker nu i Kalundborg på kommunikationsfronten. Rykker du?

All Posts
×

Almost done…

We just sent you an email. Please click the link in the email to confirm your subscription!

OKSubscriptions powered by Strikingly