Jeg har lige købt mig en Raleigh cykel. Den klassiske mørkegrønne.
Eller – jeg købte den for ca. 10 måneder siden.
Engelsk kvalitet og sådan.
Nå, det vender jeg tilbage til.
I går var jeg ude for at købe nye støvler inden jeg tager på Roskilde. Min mor og far gav mig for nogle år siden nogle Blundstone-kopier. Og de er selvfølgelig gået op i sålen. Så meget, at der er direkte adgang til mine sokker. Hul i skoene; et problem der har eksisteret i århundrede, hvis ikke årtusinder.
Nå, det er så tid til at købe nye, bedre, KVALITETS sko. Blundstone! Australsk kvalitet lavet i Tasmanien. - Og de samme slags sko jeg vandrede rundt med i mine start-20ere omkring i verden. De holdt i 10 år, indtil jeg fik de nye kopier. Og de gamle er nu væk, ligger i min mors og fars kælder på Bornholm eller hvad ved jeg. Anyway: det er et par sko jeg kan stole på!
Jeg cykler (på min Raleigh) ned til en butik i indre by, som jeg ved sælger mærket.
Chok. De er gået væk fra at sælge dem. De siger skoene ikke er gode nok. Jeg tror slet ikke på dem - - jeg véd jo at de holder. Så jeg forlader butikken, nærmest fnysende over deres manglende viden om skoen.
Næste dag (i dag) tager jeg ind i en anden butik i indre København. ’Lædersmeden’ hedder den. En mand der har stået der hele hans liv (ser det ud til – hvilket er et kompliment), fortæller mig endnu et chok: Han er OGSÅ gået væk fra at sælge dem. Hvad foregår der??
Butiksindehaveren virker til at have styr på sit hverv, så jeg spørger ham.
Han fortæller at kvaliteten faldt dramatisk for et par år siden, da Blundstone valgte at skifte fabrik. Alt som de blev mere populære, faldt kvaliteten, som han lakonisk siger.
Blundstone havde i årtier fået lavet deres kendte sko i Tasmanien. Men (for at følge den stigende efterspørgsel?) nu har de flyttet produktionen til Taiwan. Med dårligere kvalitet til følge. Sålen går nu op efter et par år - præcis som mine nuværende kopier.
Jeg var lammet. Hvad skulle jeg nu købe?
- - -
Og det bringer mig tilbage til min Raleigh.
En kammerat havde købt en lignende Raleigh, blot for 3 år siden. Den var gennemrusten. Skærmen var ved at falde af – af rust, pedallen sad løst og det lignede i det hele taget en skrotbunke. Og den var kun 3 år gammel. ”Sådan kommer din cykel også til at se ud om 2 år”, sagde han. Og pludselig kunne jeg se begyndende rust over alt på min cykel efter at have ejet den i under 1 år. What?
Sagen er den, at jeg købte min Raleigh efter firmaet har flyttet produktionen fra England til Indien. Fra at være et kvalitetsmærke er det nu et rust-mærke.
- - -
Tilbage i Lædersmeden kigger jeg på andre sko.
Jeg finder et par med et lillebitte dannebrog på siden af skoen.
”Hvad med den her? Den er lavet i Danmark.”
”Ikke længere”, siger forhandleren. ”De har flyttet produktionen til Polen for 7-8 år siden. Men kvaliteten er stadig den samme.”
Nå. Måske skulle jeg bare gå tilbage til Patagonia – et af mine absolut favoritmærker; især på grund af deres produktionsprincipper. Har besøgt deres butikker i både New York og Dublin med stor tilfredsstillelse.
Jeg kører tilbage på Nørrebro og finder en Spejdersport som jeg ved forhandler Patagonia.
”Vi er holdt op med at forhandle deres sko”, siger manden i Spejdersport.
”De er for langsomme til at levere.”
- - -
Shit. Det skal ikke være nemt at købe kvalitet.
Hvornår gør nogen det lettere for os alle sammen?
Hvornår tør nogen sælge os kvalitet igen?
Og hvor vil det blive produceret?
- - -
