Først når der sker noget vildt i hverdagen eller i løbet af en måned, er der noget der er værd at berette. Skulle man tro. Men sådan er det ikke altid. Eller det vil sige, sådan er det aldrig i min verden.
Ofte er det i mellemrummene i løbet af en hverdag at de vigtigste tanker gøres eller den mest impulsive email pludselig fyres afsted. Som dansede fingrene pludselig over tastaturet med en direkte kontakt til hjertet frem for hjernen.
Som under den tvungne pause, når Knippelsbro går op og du pludselig 'får' 5 minutter til at tænke over ting du ellers ikke havde afsat tid og fantasi til. Eller hvis du ankommer i for god tid i lufthavnen og daffer rundt mellem mennesker og håndbagage.
I et større perspektiv har Hegel engang skrevet, at "the periods of happiness (...) are the blank pages of history."
Man skal ikke kimse af pauser. Lommer af ingenting. I løbet af en hverdag. At der ikke 'sker' noget.
For der sker alligevel noget. Oppe i dit hoved kan tanker og følelser blande sig sammen. Fx mens du køre bil og hører musik.
Faktisk er der videnskabelig (neurologisk) belæg for at sige, at det er perioden hvor der intet sker, som er vigtig for at opnå originale idéer. Det er det, der kaldes inkubation.
(Indenfor entreprenørskabs-verdenen kender de fleste nok 1 eller flere inkubationsmiljøer i Berlin, San Francisco og efterhånden også i København -- med Republikken og den nye Klubben af bl.a. Thomas Madsen-Mygdal som seneste skud på stammen).
Allerede tilbage i 1800-tallet udredte den tyske fysiolog Helmholtz at menneskets evne til at få idéer kan opdeles i 3 faser:
1. Saturation
2. Inkubation
3. Illumination
Saturation (direkte oversat: ’mætning’) handler om at indsamle data og information. Saturation handler om at være åben for input for at løse et problem; om at være åben for at kunne optage en masse input fra sin omverden under udfordrende omstændigheder, hændelser, handlinger og udfald.
Saturation er noget vi gennemlever, når vi står overfor både små og store opgaver som vi ønsker at løse. Det er på dette tidspunkt at mekanikeren kigger på motoren, maleren på det hvide lærred, forfatteren på den blanke side, medarbejderen på sin arbejdsplads som han/hun ønsker at forandre. I denne fase siger problemløseren til sig selv: ”Okay, jeg har indset udfordringen. Jeg har tænkt over det. Jeg har kigget på det. Hvad er så nu løsningen?”
Den næste fase, inkubation, handler om at gøre det, mange gør, når de står overfor en vanskelig opgave: de giver op. Og hvad gør de derefter? De laver ingenting. Intet. Mange kreative forfattere er historisk kendt for at være dygtige til dette – ved at tage sig en lur. Andre problemløsere, observeret af forskerne Stephen LaBerge og Howard Rheingold, inkuberer ved at køre eller gå en lang tur. Inkubation starter når problemløseren opgiver med aktivt at prøve at løse problemet, og ligger det over i underbevidsthedens kamre.
Sidste fase udløses hvis problemløseren får brugt saturationen og den uformelle inkubation til at indånde nok inspiration, opleve den rette ting, se den rette teaterforestilling, studere den rette artikel, analysere de rigtige aspekter af problemet og fostre de rigtige psykologiske forhold der åbner op for en kreativ løsning, som ’ud af ingenting’ vil skabe: illumination. Hvis det var en tegnefilm, var det her man ville man se en pære over dit hoved: Pling! Det er denne sidste 'brikken-der-falder-på-plads' at Arthur Koetler i sin bog The Act of Creation kalder bisociation og betyder opfattelse af en situation i to vanemæssigt uforlignelige associative kontekster.
(Uforlignelige associative kontekster referes i denne video med David Lynch til hvad han kalder… 'the other room': http://youtu.be/Fxr-7O1Bfxg)
- - -
Denne blog bunder faktisk i at jeg gerne vil anmelde et musikalbum, som jeg for tiden selv bruger i min dybeste, mest udflydende inkubations-tilstand. Og som desuden er blevet fatalt fejlanmeldt af mange musikanmeldere.
Jeg har absolut ingen kunstanmelder-kredibilitet (ligesom alle andre kunst-anmeldere - hvis man tager kunst-begrebet seriøst - heller ikke har det). Jeg har spillet i bands på Bornholm i gymnasietiden. Jeg har endda spillet i øens big band, Swing Born. Men det er også dét.
Men nu til albummet, jeg for tiden i mange pauser i løbet af ugen lytter til. Det er Choir of Young Believers 'Grasque' som udkom tidligere i år. Åbenbart har det kun modtaget 3-ish stjerner af mange medier (fx Gaffa). Og jeg kan simpelthen ikke have det. Så ikke her. I Børsen. Her på bloggen får den 5 ud af 5 stjerner.
Muligvis vil bandet hade at Børsen giver dem top-karakter. Men flere bør simpelthen lytte til det album. Når de skal lade tankerne flyve. Når de inkuberer. Imens de venter på illuminationen.
Og hvorfor?
Well, her har vi med kunst at gøre og det er et farligt emne for mig at skulle beskrive. Det lader trygt til min med-blogger, Line Rosenvinge. Men lad os give det et skud:
Grasque er en syret drøm der på en bølge af fremdrevne og krøllede idéer lader én flyde dybere ind i underbevidsthedens landskaber.
Forsangeren synger på albummet både på græsk, dansk og engelsk (nogle gange i samme sang). Det skaber et præg af esperanto, hvor man føler man hører og er en del af en vild og nærmest urstamme-agtig trans-europæisk og transcendental bevægelse.
Jeg har aldrig lyttet meget til tekster i musik. Det sker heller ikke her, hvor jeg har på fornemmelsen at produceren direkte ønsker at man ikke lytter til teksten som i mange numre er gjort bevidst sløret; muligvis for at kunne overgive sig til stemningen på albummet.
Dog er der én sang, hvor jeg tænker - ok, hvad er ambitionen med de her lyrics. Det er det næst-sidste nummer, hvor man hører sætninger som:
"European heart / It's beginning to [ka-ikke-høre-hvad-der-synges-medmindre-jeg-googler-det-og-det-vil-jeg-ikke -- kihhdsmjgdodvji] / [kihhdsmjgdodvji] / [kihhdsmjgdodvji] / The flags 've been burning from the start / No salvatore"
Jeg aner ikke hvad det handler om, men når jeg nu ikke kan forstå og høre al teksten, kan jeg selv udfylde min egen tolkning og mening ind i værket. Sådan som al god kunst opfordrer til. Og jeg kan ikke lade være med at sætte stemningen fra sangen ind som om var den bandets kommentar til et Europa i opløsning med den store europæiske krise med Grækenland og den følgende folkebevægelse, DiEM, ledt af tidligere græske finansminister, Yanis Varoufakis, ind i en uvis fremtid der kan gå begge veje.
(Eller måske er det bare kærlighedssang;) Who knows?)
Rent musikalsk er albummet en blanding af minimalistisk techno, indie, folk, Jan Johansson, Sade, Roxy Music (som jeg først for nylig rigtig har opdaget), Duran Duran, Angelo Badalamenti, Gabriel Yared, Tinariwen og Kevin Morby (for nu at smide en contemporary ind til P6 lytterne).
Gudskelov for pladeselskabet udgav Choir Of Young Believers albummet i deres eget navn. Jeg har læst mig til, at bandet vist overvejede at udgive det i et helt andet band-navn fordi musikken var så anderledes end de to forrige albums. 'Gudskelov' fordi de med dette tredje album viser hvordan man som band kan udvikle sig og vokse på mange skæve og uventede måder. Det kunne flere bands (og andre foretagender) lære af.
- - -
Sjældent har jeg hørt et værk som skal i høres i sin længde hvér gang man starter det.
Jeg går ude i skoven 50 km øst for Göteborg og skriver de her noter. Og hører albummet. Og holder en pause. Jeg er heroppe af business-mæssige årsager, men er nu på vej mod Floda station. Jeg afslog faktisk at blive kørt gennem skoven for selv at spadsere de 6 km fra Öijared til Floda. Og her i pausen kan dette så videregives - og hermed gjort.
(Og krafteddema om ikke albummet slutter nu, og min ipad i rygsækken ved et tilfælde vælger at spille Jan Johanssons 'Vallåt från Jämtland' – perfekt overgang).
- - -
Og køb albummet, så I kan støtte projektet. Og ikke bare støtte Spotify-grundlægger Daniel Ek. I er Børsen-læsere. I har råd til det.
Og hold så dén pause i dag.
- - -
COYB: http://www.theghostlystore.com/products/choir-of-young-believers-grasque
DiEM: http://diem25.org
David Lynch: http://youtu.be/Fxr-7O1Bfxg
Jan Johansson nummeret: https://www.youtube.com/watch?v=KYYxkFPWoIM
