Man begynder først at værdsætte det man har, når man ikke længere har det.
Brexit minder os om at EU eksisterer og vi ville være utrolig meget fattigere uden; både økonomisk, men – i min optik – mest af alt kulturelt.
Hvor ville jeg ikke gide at bo i et land som Danmark, hvis de fleste af mine medmennesker troede, at verdens store udfordringer kan løses hvis vi IKKE samarbejder; hvis vi IKKE ser os som en helhed; hvis vi IKKE tør vise empati ud over vores eget selvopfundne folkeslag.
Brexit kan lære fortalere for EU at fortælle de positive historier om EU. De kan minde os om, hvordan Europa fungerede i starten af 1900-tallet modsat hvordan det fungerede i slutningen af 1900-tallet. De kan fortælle om de abnorme udfordringer som vores civilisation står overfor (primært finans- og klimakriser) og hvordan sådanne ting IKKE kan løses i aflukkede ø-nationer, som var kontinentet en uskøn forsamling fra Game of Thrones.
Men vigtigst kan Brexit lærer fortalere for EU at tale med deres følelser.
Slut med de rationelle argumenter. Slut med at tale om økonomi. Brexit er en mulighed blandt de fornuftige mennesker som gerne vil EU til at bruge deres følelser offentligt på samme måde som de, der vil ud af EU bruger følelser offentligt.
For er der noget som NEJ-siden har været god til, har det været at bruge følelser. Negative følelser.
Det er som om, at kloge mennesker med de rigtige udsyn ikke må indeholde det. Medmindre man bruge følelser som frygt.
Hvad med glæde, håb, begejstring, sympati, empati, indlevelsesevne, interesse, stolthed, overraskelse, fornøjelse, behag.
Det er som om, at skal man tale FOR noget, skal man bruge – og KUN bruge – rationalitet og økonomi som argumenter. Og helst bærer et slips. Og helst se alvorlig ud.
Men sådan er mennesker – borgere – jo ikke indrettet til at optage information. Det har jo den gode Daniel Kahneman påvist (og fået nobelprisen for i økonomi). Det er vi ikke drevet af. Homo Oeconomicus eksisterer ikke andre steder end i lærerbøger hos folk der har læst statskundskab og økonomi. De eksisterer ingen andre steder. Så taler man til det fabeldyr som politiker, uden at bruge sine følelser, så er det klart at flere vender sig mod én. Nærmest uanset hvad man taler om.
Det er på tide, at vi andre også vise vores følelser. Deler dem. Os der gerne vil en mere sammenhængende, mangfoldig, tillidsskabende, kærlig, fair og empatisk verden. Både os fornuftige borgere og de fornuftige politikere. Lad os supplere kulturteorien Den Signifikante Anden (som handler om at identificere sig gennem det, man IKKE er) til at artikulere, hvad man kunne kalde Den Signifikante Helhed.
Det er vores pligt. Det er vores ansvar. Hvis vi vil vinde kampen for at leve i verden, vi tror er det bedste for os.
Kan Brexit skabe dét, kan Brexit skabe det mentale kvantespring for hvordan fornuftige mennesker, som ønsker mere samarbejde, taler til hele befolkninger med en større vægt på det positive og det helhedsorienterede frem for det negative og smålige, så er Brexit det bedste der kunne være sket for Europa og vores civilisation på nuværende tidspunkt i historien.
