Hvor produceres præstekraver?

Jeg vågnede sent i søndags fordi jeg havde været til fest aftenen før, og døsigt tændte jeg fjernsynet. Frem viste en præst sig, som var i gang med sin prædiken. Det er en del af noget der hedder DR Kirken som viser gudstjenester fra forskellige sogn i Danmark hver søndag. I søndags fra Skivholme Kirke i Galten, vest for Århus.

Præsten greb mig. Prædiken handlede om 'at blive væk'. Både som barn og som voksen. Prædiken bundede i Luk 2, 41-52. Jeg kunne relatere til det med mine egne tanker, for jeg mener også at mange voksne på deres arbejdsplads er 'blevet væk'. Mange er ikke kritiske nok over for det de producerer og hvordan det gøres på den mest intelligente og bæredygtige vis. Det medarbejdere bliver væk fra, er mening. Som præsten sagde: "Vi mennesker er oprørske, vi vil have noget ud af livet."

Nuvel, mens mine tanker vandrede, var præsten begyndt at bede, og her begyndte mine tanke at skære i hovedet som en kniv der skærer/skriger på en tallerken i takt med hvad der blev sagt:

"Vi beder dig for alle verdens nationer og folkeslag, giv fred hvor der er krig, retfærd hvor der er fattigdom, befrielse hvor der er undertrykkelse. Lad os ikke affinde os med menneskelig lidelse, men hjælp os til at vende os mod dem som er ramt. Og vær nær hos dem der ikke kan nås af andre. (...) Lad os leve under din velsignelse. Og giv os vor Jesus' skyld, en glædelige opstandelse og et evigt liv. Amen."

Ved den kære præst mon selv hvordan hans egen arbejdsplads fungerer? Ved han selv i hvilke klæder han prædiker? Og her tænker jeg helt bogstaveligt. Ved han hvor hans præstekåbe er produceret? Ved han fra hvilke af 'verdens nationer og folkeslag' at hans præstekrave er produceret og med hvilke naturressourcer? Ved han selv hvad han kan gøre, for at påvirke og ændre produktionsformerne for de tekstiler han iklæder sig hver søndag og taler om retfærd og befrielse?

Jeg læser for øjeblikket en bog om kaosteorien. Det er tydeligt, at det er i tiden efter kristendommens vælde i mange hundrede år, indtil Oplysningstiden, at mennesket har været i stand til at tænke i baner, som hjælper os med at forstå vores sammenhæng med al ting.

Af og til – og også under prædikenen i søndags fra mit TV – tænker jeg: Fuck religionen; hvor langt ville vi ikke være i dag, for eksempel med kaosteorien, hvis ikke Kirken og religionen havde stået i vejen for udviklingen af vores indsigter og åbenbaringer om vores forbundethed til jorden og alt omkring os.

Men så begynder organisten at spille postludium. Han spiller Johann Sebastian Bachs "Jesus bleibet meine Freude". Og det hele når en form for katarsis i mig. Uden de hundrede års gudsdyrkelse, ville vi ikke være i stand til at have det rum, som kirken er i dag. Et rum for refleksion, tro og overgivelse. Tre ting vi har brug for, for at gøre op med den verden vi gennem det 20. århundrede har skabt, og som vi i det 21. århundrede må ændre, for at skabe et langtidsholdbart samfund og en bæredygtig verden. Kirken er et sted hvor man samler noget af det smukkeste vi mennesker indeholder. Og det må vi bygge videre på, for at skabe det samfund vi alle ønsker at være en del af at skabe.

Som det blev sunget i søndags i Skivholme Kirke:

"Usynlige som ingen kan beskrive,
som holder alting levende i live,
som gir os krop og kræfter, sind og sanser,
vi ber dig hver især
kom du os nu så nær,
at tiden standser.

I tid og rum er alt hvad vi kan fatte
Det enkle og det dybe, sammensatte.
Med du er overalt og under tiden.
På jorden står jeg stum,
og svimmel i dit rum
med al viden.

I mælkevejsgalaksen er planeten
en prik så lille at man knap kan se den.
Galaksen selv er en blandt millioner!
Hvem husker da på mig?
Hvad er vi da for dig,
vi jordspersoner?

Du siger du har skabt os i din lighed
Med skaberevne, dømmekraft og frihed.
I rummet følger alting faste baner.
Kun vi kan standse op,
med vilje sige stop og ændre vaner.

Du gjorde os til skaberværkets krone
En kvindes søn fik sæde på din trone.
Du lagde klodens liv i vores hænder
Så lyt til bøn og gråd,
Og giv os gode råd
før jorden brænder.

Usynlige, dit solskinsvæsen ser jeg
i Jesu liv og død og derfor ber jeg:
Tag mod min sang.
Gør brug af mine sanser.
Og vær min sol, min Gud,
når rummets lys går ud, og tiden standser.

("Usynlige", tekst: Hans Anker Jørgensen, melodi: Lasse Lunderskov)

Prædiken fra DR Kirken i søndags:
http://www.dr.dk/DR1/drKirken/pr%C3%A6diken/2011/1Trekongerssoendag.htm

Hør Johann Sebastian Bachs "Jesus bleibet meine Freude":
http://www.youtube.com/watch?v=F6-UXRic7Pg&feature=related