Return to site

Fik jeg Anders Eldrup fyret?

I august 2007 fik vi begejstret Anders Eldrup. Vi viste ham en præsentation der handlede om de muligheder der lå foran DONG Energy, hvis de blev en del af løsningerne på klima-området.

Vi var unge, modige og havde intet at miste. Så vi sagde til ham som tingene var: "Der er alvorligt brug for radikal nytænkning samt virksomheder der tør skabe store visioner og sætte dagsorden for den måde vi bør leve på i det 21. århundrede."
Bum. Tiden var en anden og der var brug for en anden form for retorik end i dag. Danmark anno 2007 var stedet hvor der stadig blev snakket om 'miljø'. – Ikke 'grøn', ikke 'bæredygtighed', men miljø. Ooh, det synes som et liv siden!
Vi fik aldrig noget konkret ud af pitchet til DONGs direktør, desværre.
Men måske startede det noget i hans tanker alligevel?
I dag kan man i hvert fald høre – og det fortsætter nok i de næste dage – at fyringen af Eldrup ikke skyldtes lønninger, men uenighed om den strategiske retning for DONG. I Danmark anno 2012 ville Eldrup den grønne vej; det ville bestyrelsen ikke give ham lov til. Så de fik ham fyret.
Hvad der er op og ned i den sag er ikke til at sige. Men hvad der ér blevet sagt, er, som Weekendavisen citerer Eldrup for at have sagt til Information i 2011 om DONGs mission: "At finde de nødvendige greb for at bygge et samfund, der er i pagt med naturen."
En sådan retorik minder jo i høj grad om det en anden stor industrialist i dette århundrede bruger; Ray Anderson fra InterfaceFlor (et firma jeg har skrevet meget om i diverse blog-indlæg).
Og nu begynder det jo så at blive interessant for sådan en som mig. (Sådan een som mig betyder i denne sammenhæng: En mandsperson der leder et firma hvor langsigtet forandring og nyskabelse står højere end kortsigtet indtjening). For hvilke argumenter skal man bruge for at få sin virksomhed med på de idéer der kan bringe vores civilisation fremad (se – nu bliver det mere svulstigt).
Hvis Anders Eldrup ville gøre dette med sine havvindmølle-investeringer plus pensionskasse-samarbejdet, så kan vi nu se, at han håndterede det forkert. Måske fordi han afslørede sin passion i retorik à la den han anvendte i ovenstående citat?
Måske skulle han i stedet have brugt retorikken fra en anden stor industrialist i dette århundrede; Jeff Immelt, CEO for Generel Electric. Han kickstartede i 2005 Ecomagination – et gigantisk forsknings- og innovationsinitiativ der har fået GE ind i den nye bæredygtighedsindustri med nye, banebrydende produkter og services.
(I denne sammenhæng at et det jo paradoksalt at et stort privat amerikansk firma som GE har mere hår på brystet til at skabe grønne investeringer end et offentligt-ejet dansk energifirma. Eller er jeg helt gal på den?)
Hvad der skete bag de lukkede døre hos DONG aner jeg intet om. Og om vores lille præsentation i august 2007 spillede en rolle i en travl direktørs liv og tanker er også usikkert. Men det vækker til eftertanke hvis den grønne agenda er årsagen til situationen vi står i i dag. Især hvad angår hvordan man taler og argumenterer for strategi og vækstmuligheder på tværs af direktioner og bestyrelser i virksomheder.
Se mere her:
Vores præsentation vi viste Anders Eldrup i 2007:
http://www.socialaction.dk/dong-presentation.php
Læs Jeff Immelts retorik og tale da han lancerede Ecomagination i 2005 (pdf):
www.ge.com/files/usa/.../news/global_environmental_challenges.pdf

All Posts
×

Almost done…

We just sent you an email. Please click the link in the email to confirm your subscription!

OKSubscriptions powered by Strikingly