De viser ’Den Store Bagedyst’ på tv.
Her falder kagehuse sammen fordi sukkeret skal størkne. "Der arbejdes under pres", siger kommentatoren.
Samtidig ser jeg i avisen at Assad er fanget i sit eget land. Forsøger han at forlade landet, vil han blive dræbt af sine egne styrker. Bliver han, bliver han dræbt af oprørerne. Han får nok et dårligt nytår.
Hvad har de to ting med hinanden at gøre? Assads pressede situation og Den Store Bagedyst. Ingenting. Absolut ingenting. Og det er pointen.
Jeg er blevet en af den slags mennesker der virkelig synes det er fedt at bo her i Danmark. Jeg bliver faktisk gladere for det med tiden. - Måske velvidende at chancen for at blive født i Danmark er 0,05%.
Vi har det jo så godt heroppe. Vi har brugt århundreder på at smide vores undertrykkere på porten og skabt et liv i fred og fordragelighed. Jeg er for eksempel en af de første generationer i tusindvis af år der her i landet ikke skal frygte at blive tvunget ud i krig.
Hvad kan jeg så bruge tiden på? Jeg kan bage kage.
Det liv, som generationerne før mig har givet mig chancen for at udleve, det kan jeg bruge på at bage kage. Og lave mad. Masser af mad. Og indrette hjemmet.
Det er beskeden aften efter aften fra tv-kanaler, avis-artikler, livstilssektioner og magasiner.
Det Gode Liv som man før har skulle kæmpe for at opnå, skal vi ikke længere kæmpe for. Og hvad er aftageren? Det Søde Liv. Det Gode Liv er blevet til Det Søde Liv. Toppen på verdens kransekage, hvor der ikke rigtig forventes noget af os, andet end at vi bager imponerende kager og indretter os stilfuldt.
"Og jeg frygter den dag, hvor ingen frygter dommedag", synger Peter Sommer i en sang.
Jeg frygter ikke dommedag. Men jeg frygter den dag vi ikke føler vi har noget tilbage at kæmpe for.
Det beskriver nok meget fint min nervøsitet over Det Søde Liv. Vores samfundsmæssige succes må ikke blive en sovepude. Så er alt slut.
Vi skal stadig ud og erobre. Vi skal ud og påvirke de andre 99,95% der ikke er lige så heldige som os.
Godt nytår.
