Boligmarkedet er oppe på 2007-niveau igen. Men at graferne går opad behøver faktisk ikke betyde Gode Tider For Danmark.
Tværtimod.
For den næste generation der står foran deres første boligkøb er det nu som i 2007 igen tid til at låne omkring 1.000.000 kroner i banken og sætte sig hårdt i gæld.
De kommende års gældsafbetaling har store konsekvenser for deres købekraft og investeringsvillighed. For ikke at snakke om deres objektive frihed.
Det siger sig selv: hvis du har sat dig hårdt (for fx at kunne bo et sted i København eller Århus), så har ikke råd til at spare op eller hyggeshoppe i din by.
Det har konsekvenser for den lokale detailhandel og alskens andre markeder og for din egen investeringsvillighed. Fx: Hvor meget kan du forbedre din lejlighed, hvis du ikke har råd til at spare op?
Lad os prøve at se lidt objektivt på det: I de 36 år jeg har levet er der ikke sket mærkbare forbedringer i den måde jeg lever på. Udover internettet er mine rumlige omgivelser fuldstændig de samme som i mit barndomshjem.
Der er toilet, køkken, varme, ovn og så videre.
Set i forhold til de boligkvalitetsforbedringer der skete fra fx 1930 - 1966 er det jo bemærkelsesværdigt.
Det er jo ikke fordi der ikke skabes teknologier eller forbedringsidéer som man kunne have lyst til at implementere.
Det er simpelthen fordi gælden i de enkelte husstande er vokset eksplosivt som følge af bankernes og boligmarkedernes parløb -- koblet med at ingen - ingen - har uddannet befolkningen om gældskonsekvenser.
Den gennemsnitlige dansker skylder 900.000 kroner væk og derfor står den nære verden udviklingsmæssig stille for den største del af befolkningen.
Selv har jeg ikke overskud til at investere voldsomt i forbedringer i min bolig. Til det er gælden for bastant. Og sådan tror jeg mange har det uden at det er noget man, sådan, taler om. Måske især blandt selvstændige, hvor mange heller ikke har råd til at afsætte penge til pension. (Hvilket Børsen har sat lidt lys på og som for øvrigt er en udvikling der bliver spændende at følge over de næste årtier).
Men nogen skal jo starte med at snakke om det.
Og man kan starte med at stille spørgsmål. Spørgsmål der kræver svar som måske kan få økonomien til at fungere bedre for flere og som kunne betyde at flere havde råd til at bruge penge på andet end gæld.
For eksempel:
Hvem skal lære den unge generation om finansiering og gældskonsekvenser inden de køber deres bolig?
Hvilken offentlig instans med brede interesser for samfundet skal skabe krav for, hvor meget og hvordan bankerne har lov til at låne penge ud til borgere?
- - -
Det behøver jo ikke være sådan her.
Der er jo ressourcer og idéer nok i Danmark og i udlandet til at begynde at opstarte paralleludviklinger.
Hvis vi er nogle stykker kan vi faktisk godt ændre verden henimod det vi ønsker. Det er den eneste måde forandring nogensinde er startet på.
