Jeg er optimist af natur.
Jeg ved ikke hvor det stammer fra. Men sådan er det altså bare.
Samtidig arbejder jeg med fremme en ny, cirkulær økonomisk bevægelse i samfundet på alle planer ved at tilbyde nye ydelser og services. Og det er jo lidt hårdt arbejde og – skal det gerne indrømmes – har været det siden jeg startede for 6 år siden: at kombinere optimisme med at ændre verden.
Alligevel er jeg mere overbevist end nogensinde om, at vi mennesker (forhåbentlig os danskere som nogle af de mest succesfulde) vil genopfinde vores ressourceforbrugfuldstændigt. Det der sker i Kalundborg er blot et eksempel. Folkene i Erhvervsstyrelsen er også ved at fange det. Fænomenet er i bevægelse. Selv McKinsey er begyndt at komme med.
- - -
Men hvad skyldes så min optimisme? Jo, klimakrisen kan i følge førende klimaforskere ikke stoppesog vil over de næste årtier lede til tusinder af små natur- og ressourcekatastrofer rundt om i lokalsamfund i verden. Hvor vi i 2009 og COP15 troede, at fordi klimakrisen er global, så skulle den håndteres med internationale organer, så opdager vi nu, at selvom klimakrisen er global, så opleves den lokalt.
Jeg er i gang med at læse en bog om havebrug. Det er ikke en Søren Ryge havebog der er på Top10 nede i Arnold Busck, men en skrevet af Howard Shapiro som blandt andet rådgiver Mars Company om brug af ressourcer. Det antages at chokoladeressourcer er udtømt om 6 år (så stil uret til 2020) og derfor er et firma som Mars (meget) interesseret i at forstå, hvordan man udnytter jordens ressourcer bedre.
I bogen læser jeg, at det er en helt naturlig, menneskelig reaktion, når vi står over for en krisesituation (som fx global opvarmning) at fokusere på det helt nære og kontrollerbare i vores omgivelser. Som fx at ty til vores haver. Dem kan vi styre. Lokalmiljøet kan vi tage vare på. – En på én gang apatisk og empatisk reaktion; både en reaktion båret af det individuelle og det sociale.
(Note: Symptomatisk er det også, at folk i Spanien, på grund af deres krise, er begyndt at skifte deres blomsterbede ud med kartoffelbede).
Samtidig ser jeg i et TV-Avis-indslag i mandags at Finn Andersen og hans familie i Jyllinge, som blev ramt af Bodil for præcis 4 måneder siden, nu er begyndt at ændre deres livstil. Eksempelvis ved at dyrke høns i haven. Som Finn Andersen siger: ”Vi er en lille brik i det store spil, der selvfølgelig har en betydning.”
Tager vi et smut over på den anden side af kloden, til Fukushima, så ser vi, at de for nogle uger siden inviterede lilleput-samfundet Samsø og deres Energiakademi til at lære japanerne hvordan de kan blive et ’100% renewable community’. Et lokalområde med løsninger i den ene ende af verden deler erfaringer med et lokalområde i den anden ende af verden. Det er dét vil vi se mere af.
Jo flere små katastrofer der sker i de ganske land, jo flere Finn Andersen’er og Samsø-beboere vil udvikle nye løsninger og samarbejdsformer i Danmark, som resten af verden vil søge at få del i og købe ydelser af. Fremtiden består af lige så mange løsninger som der findes vakte mennesker. Vækkelsen vil komme, når de små katastrofer, forskerne forudser, vil ankomme. Og det, synes jeg, i al det uoverskuelige, er en positiv fortælling. Klimakrisen vil blive mødt på lokalt plan af den dyrebareste evne vi mennesker indeholder: vores evne til at opfinde nye løsninger i små, lokale fællesskaber. – Om det så er foreninger, kommuner, boligforeninger, nabolag eller, ja, nye typer virksomheder.
Jeg er optimist af natur.
Jeg ved ikke hvor det stammer fra. Men sådan er det altså bare.
Samtidig arbejder jeg med fremme en ny, cirkulær økonomisk bevægelse i samfundet på alle planer ved at tilbyde nye ydelser og services. Og det er jo lidt hårdt arbejde og – skal det gerne indrømmes – har været det siden jeg startede for 6 år siden: at kombinere optimisme med at ændre verden.
Alligevel er jeg mere overbevist end nogensinde om, at vi mennesker (forhåbentlig os danskere som nogle af de mest succesfulde) vil genopfinde vores ressourceforbrugfuldstændigt. Det der sker i Kalundborg er blot et eksempel. Folkene i Erhvervsstyrelsen er også ved at fange det. Fænomenet er i bevægelse. Selv McKinsey er begyndt at komme med.
- - -
Men hvad skyldes så min optimisme? Jo, klimakrisen kan i følge førende klimaforskere ikke stoppesog vil over de næste årtier lede til tusinder af små natur- og ressourcekatastrofer rundt om i lokalsamfund i verden. Hvor vi i 2009 og COP15 troede, at fordi klimakrisen er global, så skulle den håndteres med internationale organer, så opdager vi nu, at selvom klimakrisen er global, så opleves den lokalt.
Jeg er i gang med at læse en bog om havebrug. Det er ikke en Søren Ryge havebog der er på Top10 nede i Arnold Busck, men en skrevet af Howard Shapiro som blandt andet rådgiver Mars Company om brug af ressourcer. Det antages at chokoladeressourcer er udtømt om 6 år (så stil uret til 2020) og derfor er et firma som Mars (meget) interesseret i at forstå, hvordan man udnytter jordens ressourcer bedre.
I bogen læser jeg, at det er en helt naturlig, menneskelig reaktion, når vi står over for en krisesituation (som fx global opvarmning) at fokusere på det helt nære og kontrollerbare i vores omgivelser. Som fx at ty til vores haver. Dem kan vi styre. Lokalmiljøet kan vi tage vare på. – En på én gang apatisk og empatisk reaktion; både en reaktion båret af det individuelle og det sociale.
(Note: Symptomatisk er det også, at folk i Spanien, på grund af deres krise, er begyndt at skifte deres blomsterbede ud med kartoffelbede).
Samtidig ser jeg i et TV-Avis-indslag i mandags at Finn Andersen og hans familie i Jyllinge, som blev ramt af Bodil for præcis 4 måneder siden, nu er begyndt at ændre deres livstil. Eksempelvis ved at dyrke høns i haven. Som Finn Andersen siger: ”Vi er en lille brik i det store spil, der selvfølgelig har en betydning.”
Tager vi et smut over på den anden side af kloden, til Fukushima, så ser vi, at de for nogle uger siden inviterede lilleput-samfundet Samsø og deres Energiakademi til at lære japanerne hvordan de kan blive et ’100% renewable community’. Et lokalområde med løsninger i den ene ende af verden deler erfaringer med et lokalområde i den anden ende af verden. Det er dét vil vi se mere af.
